Julie Andkjær

Rindende, knudret, strengt, facetteret, mangestemmigt. Arbejdet med musik er for mig en undersøgelse af teksturer, det tætvævede, det ru, det transparente. Og den voldsomme oplevelse af tekstur som noget skiftevis psykologisk, rent fysisk og akitektonisk. 

At finde klaveret og gennem det forvandle sig til så meget mere end sig selv. Dybt personlig og alvidende. At være skiftevis en katedral, en skægget mand med hjertesorg, en splittet hær, et brus af henrykkelse. Eller bare at være det sted, regndråberne lander. At kunne være alting og stadig være alene. At kunne rumme andres følelser at huske det, der ikke skete. Heftigt, selvforglemmende.

Den klassiske musik som en mærkværdig, men naturlig, forbindelse på tværs af tider. At føle sig gennemskuet af et menneske, der har været død i århundreder. Pludselig genkendelse gennem nodebilledet. Eller møjsommeligt, surt slid, der i få øjeblikke giver mening. At prøve at forstå et nodebillede, vælge til og fra, fremhæve, nedtone, gennemleve. At dissekere et sjæleliv. Og at opleve vejen gennem partituret som en balancegang. Det, at spille PRÆCIS hvad der står, er en vild udfordring, som kræver alt mit mod! Med musikken har jeg fundet en livslang modstander/forbundsfælle, vi er Skt. Georg og dragen, jeg ved ikke, hvem der er hvem, men kampen er nødvendig for mig. Det er alvor. At turde gå linen ud, at lade tonen klinge ud til sidst.